JUNIOR
Allerød Skakklub  
 

 

Danmarksmesterskabet 2008

 

Det Individuelle Danmarksmesterskab i skoleskak, DM2008, den 29-30. november 2008

Tekst: Jesper Schultz Pedersen

Fotos: Lars Hallgren

 

Sidste weekend i November gik det løs for folk og fæ på Abildgårdskolen i Odense med de individuelle Danmarksmesterskab i skoleskak. Frederiksborg kredsen havde i alt 12 deltagere med til forestillingen, hvis vi tæller Jeppe Hallgren med, idet han fik en billet via Tjele Efterskoles pulje af pladser - men vi ved godt, hvor han hører til!!?

 

 
Boas og Maalthe til venstre og Joachim, Emilie og Eigil til højre varmer op med skak i toget fra København til Odense

 

Ser vi på hvem blandt de medvirkende fra kredsen, der klarede sig godt sidste år, finder vi først og fremmest Martin og Emilie. De blev begge nummer 2 i deres respektive grupper sidste år og var således præ-kvalificerede som deltagere i år. Ellers havde vi vel ingen, der kunne forventes at ende blandt de allerbedste - men nok blandt dem, der kommer lige efter. Det kom også i udstrakt grad til at slå til.

 

I den ældste gruppe for 17-20 årige havde amtet ganske enkelt ingen deltagere. Så den vil vi forbigå i tavshed.

 

Næste gruppe (B gruppen) var straks mere interessant, da vi havde fire repræsentanter. Den på papiret stærkeste var Emilie E. Christensen. Desværre har Emilie groft sagt ikke rørt en skakbrik siden sidste år.

 

Det kunne mærkes. Med 4 point af 8 blev det til en 'midt i klumpen' placering, hvad der for hende nok ikke er ok. Der mangler det der ekstra, når man ikke har spillet i lang tid. Nå. Emilie har op til 4 år at hente det i, når hun til næste år rykker op i A-gruppen.

 

Årets joker var Eigil Larsen, der kom med på et afbud i sidste øjeblik. Det viste sig at være en udmærket ting for Eigil. Han har jo ikke spillet organiseret skak (klubskak) mere end et års tid, men har tydeligvis talent og scorede som Emilie 50% trods en formel rating spillestyrke pænt under de fleste af hans modstandere. Alting er relativt, men Eigil er formodentlig godt tilfreds med at køre flere af Danmarks absolut bedre skoleskakspillere over.

 

Jeppe Hallgren lagde ud i stor stil med 3 a 3 foruden at han stod for det IT-tekniske for Dansk Skoleskak under stævnet. Så løb han ind i muren af 2000+ spillere om man så må sige - bl.a. Jeppes værelseskammerat på Tjele, Mads Hansen. 5 a 8 er vel nogenlunde som forventet med tanke på de førnævnte 2000+ spillere i gruppen, og Jeppe fik spillet nogle seværdige kamppartier. Specielt det i sidste runde var noget ud over det almindelige, idet både Jeppe og hans modstander spillede i den store stil med vildt svingende materialefordeling og konger, der sejlede rundt. Lidt efter de andre kom Joachim H. Knudsen, der altså bedre kan lide at have mere tid! 3½ af 8 blev det til for ham efter en god start med 2 a 3. Både Joachim og Jeppe spiller også i Gruppe B til næste år og mon ikke der er grund til at tro, at de til den tid kan forhåndskvalificere sig på rating.

 

 
Kamp i B gruppen. Til vestre er det Joachim og til højre Jeppe, der i dette pragtparti fik skovlen under sidste års danmarksmester Lasse Simoni (vi håber senere at kunne bringe partiet på disse sider). I baggrunden følger årets vinder af gruppen, Mads Hansen, med i slaget.

 

Gruppe C var kun begavet med en deltager fra amtet, nemlig Maalthe Baungaard. Maalthe har jo flere gange i den senere tid vist - ikke bare et par tænder men hele perleraden. Således også her. Efter førstedagen havde han således 4 a 5. Også han løb ind i 'muren' af højtratede i gruppen på andendagen. Det endte således med 5 a 8. Han er nu nok ikke utilfreds med det, selv om det havde være sjovt med endnu flere point. Der var flere fine ting imellem. Det er ikke så let at se forskel på ham og d'herrer Jeppe og Joachim, som det har været, når det gælder spillestyrke. Hans orange trøje er nu ikke til at overse!

 

 
Malte Hallgren mødte favoritten i D gruppen, Tobias Juul Madsen, allerede i første runde. Tobias vandt dette opgør og blev i øvrigt også danmarksmester i gruppen. Maalthe Baungaard startede ud med et tilsvarende nederlag mod Amalie Heiring Lindestrøm. ASK drengene kom dog godt tilbage i de efterfølgende kampe og sluttede begge på en 8. plads i hver deres grupper.

 

I gruppe D havde vi de to 'veteraner' Malte Hallgren og Mikkel Kofoed Pedersen. De har jo taget turen gennem flere år fra de yngste grupper og udvikler sig hele tiden. Malte har, hvis nogen ikke skulle have opdaget det, fået 'Bird' på hjernen og spiller 1.f4 i alle sine hvide partier. Det går faktisk glimrende. Efter sigende har han ikke tabt et eneste parti af betydning med dette førstetræk. Desværre har han ikke noget vidundervåben med sort til at matche den hvide succes. 5½ af 8 er et glimrende resultat. Malte stod i øvrigt for en 'nær død' oplevelse hos træneren. Han havde savet en modstander over i åbningen (Bird - of course!) og slog først et tårn rent hvorefter han et par træk senere slog modstanderens dronning med sin springer med skak. Dette generede ikke modstanderen, der ufortrødent baldrede Maltes dronning - skak eller ej - hvorefter Malte så helt underlig ud i ansigtet, tænkte længe (for ham) og flyttede den springer, der gav skak, til et andet felt. Nu må tilskuere, trænere og i øvrigt alle andre ikke blande sig, og i øvrigt var han jo stadig foran med et helt tårn, så det gik endda. En rundspørge bagefter viste, at Malte ubevidst var klar over, at noget mærkeligt var sket, men ikke rigtig kunne sætte fingeren på det, hvilket forklarede hans temmelig spørgende udtryk i ansigtet, da hans dronning foretog sin hovedkulds exit fra brættet.

Mikkels partier forløber som regel mere stille, men pointene kommer altså ind på kontoen i en lind strøm. Han startede med 2 a 2, løb så ind i de tunge drenge og lavede en lang rokade, for så at slutte af med 3 a 3 på andendagen. 5 af 8 er bestemt ok i det selskab. Der mangler lige det sidste pift for at han kommer helt til tops. Han er i al fald god til at slå de 'næstbedste'.

 

Gruppe E's håb, set med vores øjne, var Martin Percivaldi. Han har en evne til at være åhh så tæt på, og så alligevel ikke. Det han kan, gør han rigtig godt. Der mangler noget i uvante stillinger, hvilket nogle af modstanderne desværre forstår at udnytte. Jeg kan næsten ikke tælle hvor mange gange han er blevet nummer to i betydningsfulde sammenhænge. Denne gang væltede læsset på grund af et 'trick', som han nok aldrig falder for mere. Modstanderen stillede en fælde, hvor en bonde tilsyneladende blev stillet i slag, slog sig på panden og åååh'ede, hvorefter Martin glemte alt om at se sig for og pandede bonden - som imidlertid var forgiftet. Minus en officer et par træk senere,  var der ikke meget at gøre. Det skete ret tidligt i turneringen og var det eneste parti Martin tabte. 6½ af 7 i de øvrige runder. Men det tidlige nederlag påvirkede hans korrektion, så de 6½ kun rakte til en 4. plads med samme pointsum som nummer 2. Remisen i sidste runde kunne godt være blevet til en sejr, siger rygterne. Om det havde rakt til 1. pladsen ved jeg ikke. I betragtning af at Martin var blandt de yngste i gruppen er resultatet egentligt meget fint. Men et eller andet sted - surt show!

 

 
Martin Percivaldi med de sorte brikker i sin sidste kamp, som desværre endte remis. Til højre afslutningen hvor præmierne skal uddeles.

Vore to andre deltagere i gruppen, David Scillag og Boas Lousky, havde det ikke let. David har prøvet sådanne stævner før og fik 2 point, mens Boas vist aldrig har prøvet et stævne,  hvor alle spiller godt, og han fik i denne omgang 1 point. Det var til gengæld ret festligt, da han i en stilling med lige materalefordeling fik kørt modstanderens sorte konge op og sat gevaldig mat på e4!

 

Gruppen for de yngste havde to Hillerødspillere med. Det var ventet, at de ville få det svært, hvilket også skete. Dog lykkedes det Frederik Levinsen at lave fornuftige 3 point af 9 mens Sebastian D. Lauritzen fik en remis med hjem.

 

For lige at konsolidere resultaterne... Der blev hjemført følgende præmier:

 

Martin Percivaldi (gruppe E) 4. præmie.

Maalthe Baungaard (gruppe C) 8. præmie.

Malte Hallgren (gruppe D) 8. præmie.

Jeppe Hallgren (Gruppe B) 10. præmie.

Mikkel Kofoed Pedersen (Gruppe D) 10. præmie

 

Og så må vi ikke glemme, at der også var præmier til vore 2 Malter i det uofficielle DM i skole-lynskak, der blev afholdt lørdag aften. I C gruppen vandt Maalthe Baungaard sølv og var meget tæt på at ryge helt til tops, men tabte desværre i sidste runde. I D gruppen scorede Malte Hallgren igen en del 'Birdies' og blev efter et par spændende omkampe nummer 3 i gruppen.

 

Traditionen tro nåede vi toget med et par nanosekunders margin. Præmieuddelingen tager altid længere en planlagt - specielt når man begynder at dele præmier ud efter sidste års præmieliste! I år nåede vi ikke den obligatoriske flødebolleuddeling fra sponsoren inde vi måtte piske afsted. Men hvad gør man ikke for reserverede siddepladser i toget.

 

Mon ikke vi er der med en flok håbefulde skakspillere igen til næste år på Abildgårdskolen.

 

Yderligere findes på www.skoleskak.dk.


Træner - rejseleder - træner (foto Anita Percivaldi)

 
 

 

 

 

     

Tilbage